Yderligere en håndsrækning til erhvervslivet – nu for de små og mellemstore virksomheder

17 / 3 / 2020

Der er tidligere lanceret tiltag, der skulle lempe likviditetspresset på erhvervslivet i forbindelse med den nuværende virus-krise. Disse tiltag rettede sig fortrinsvis mod større virksomheder, men nu er der nye regler på vej, der også hjælper de mindre virksomheder.

Moms

Momsbetalingen for små og mellemstore virksomheder udskydes ved at sammenlægge to afgiftsperioder, dvs. at betalingsfristen for den første afgiftsperiode udskydes, så den svarer til betalingsfristen for den anden afgiftsperiode. Små virksomheder skal dermed først betale moms den 1. marts 2021, mens mellemstore virksomheder først skal betale moms den 1. september i år.

Virksomhederne vil stadig få negativ moms udbetalt på normal vis, hvis de angiver efter afgiftsperiodens udløb.

B-skat

Af hensyn til at styrke likviditeten for selvstændigt erhvervsdrivende udskydes frister for betaling af B-skat – så april og maj bliver helt fri for betaling af B-skatterater.

Den betalingsfrist, som ellers lå den 20. april, rykkes 2 måneder til den 20. juni, mens fristen den 20. maj udskydes 7 måneder til den 20. december 2020. Dermed forfalder beløbene til betaling i måneder, der normalt er betalingsfri.

Vær opmærksom på, at selvstændigt erhvervsdrivende også selv kan reducere deres B-skattebetaling for resten af 2020, hvis de sætter deres forventede indtjening for 2020 ned på deres forskudsregistrering.

Skattekontoen

Udskydelsen af betalingsfristerne og en forøget likviditet i virksomheden kan have den paradoksale negative effekt, at der med det nuværende renteniveau skal betales negative renter i banken. Sædvanligvis er det ikke nogen god ide at sætte pengene ind på skattekontoen ved skattemyndighederne, idet de blot automatisk sender pengene retur, når indeståendet overstiger grænsen for indestående (normalt maksimalt 200.000 kr., hvis man har bedt om dette).

Af hensyn til både små og store virksomheder tillades det nu, at beløbsgrænsen for indeståender på skattekontoen hæves til 10 mio. kr. for perioden 25/3 – 30/11 2020, hvis man søger om det. Derved kan der for virksomheder undgås renteudgifter ved alligevel at indbetale skatter osv. tidligere end ved betalingsfristen – uden at pengene blot returneres.

Hvis virksomheden i løbet af perioden får behov for likviditeten, kan beløbsgrænsen blot sænkes, og det overskydende beløb vil herefter blive udbetalt.

Kontakt os

Vi har stor erfaring med rådgivningen i statens hjælpepakker mv. og du er velkommen til at kontakte os for en uformel snak om netop din situation.

Valby: +45 33 45 10 00 | Odense: +45 66 13 07 30 | Mail: info@bakertilly.dk

COVID-19 hjælpepakker

Mere information om COVID-19 tiltag

COVID-19 Information in English


Var informationen nyttig?

Ja | Nej

Tak for din feedback