Udskydelse af indbetaling - likviditetshjælp til virksomheder

12 / 3 / 2020

Skatteministeriet har meddelt, at der på en række punkter gives erhvervslivet fristforlængelse med hensyn til betalinger til Skattestyrelsen for at imødekomme de likviditetsudfordringer, som COVID-19-epidemien måtte medføre. Dette vedrører både indbetalinger af selskabsskat og moms, men også kildeskat på medarbejdernes løn.

De punkter, hvor der sker forlængelse af betalingsfristen, er:

Moms

Store virksomheder (dvs. virksomheder med en momspligtig omsætning på 50 mio. kr. årlig), der afregner moms på månedlig basis, kan udskyde betalingen for marts, april og maj 2020 med 30 dage. Hvis virksomheden eksempelvis skulle have betalt moms for perioden 1. – 31. marts den 27. april 2020, vil fristen nu være den 25. maj 2020.

For små virksomheder er der endnu ikke vedtaget nogen udskydelse, men Skatteministeriet oplyser, at der arbejdes på dette.

Initiativet omfatter ikke andre indirekte skatter end moms, hvorfor fristerne for betaling af diverse punktafgifter fastholdes indtil videre.

A-skat og AM-bidrag

Betalingsfristen på A-skat og AM-bidrag for løn for månederne april, maj og juni 2020 udskydes 4 måneder.

For små virksomheder, der normalt ville afregne A-skat mv. den 10. i den efterfølgende måned, vil den A-skat/det AM-bidrag, der skulle indbetales den 11. maj for april måned, derfor først skulle indbetales senest den 10. september 2020. Tilsvarende vil der for store virksomheder, der afregner sidste bankdag i måneden, først skulle betales A-skat mv. for juni måned 2020 senest den 30. oktober 2020.

Acontoskat vedrørende selskabsskat

På dette punkt kan virksomheder, der skulle betale acontoskat den 20. marts for første halvår 2020, vælge selv at reducere indbetalingen. Det er i den forbindelse en forudsætning, at selskabet forventer, at indkomstforholdene ændrer sig væsentligt i 2020 - og Skattestyrelsen kan senere bede om dokumentation for, at vurderingen er korrekt.

Tilpasningen af regler og systemer er ikke på plads endnu, men vil snart komme det. Virksomhederne bør derfor allerede nu påbegynde en tilpasning af rutinerne, hvis likviditeten skal beholdes i virksomheden.

Kontakt os

Vi har stor erfaring med rådgivningen i statens hjælpepakker mv. og du er velkommen til at kontakte os for en uformel snak om netop din situation.

Valby: +45 33 45 10 00 | Odense: +45 66 13 07 30 | Mail: info@bakertilly.dk

COVID-19 hjælpepakker

Mere information om COVID-19 tiltag

COVID-19 Information in English


Var informationen nyttig?

Ja | Nej

Tak for din feedback