Nye momsregler for bilforhandlere, leasingselskaber m.fl.

2 / 7 / 2021


Med virkning fra den 1. juli 2021 er der sket en væsentlig ændring af momsloven, som har betydning for bilforhandlere, biludlejningsvirksomheder/leasingvirksomheder og køreskoler.

Der er tale om en ændring af momslovens § 30, som giver en mulighed for at nedbringe momsbelastningen ved salg af en bil, der har været anvendt til udlejning eller som køreskolebil.

Som noget helt afgørende udvides brugen af § 30 til at omfatte bilforhandlernes salg af demokøretøjer og udlejningsbiler, når der er beregnet registreringsafgift af disse. Dermed får bilforhandlerne også glæde af muligheden for at sælge en bil efter den gunstige regel, hvor momsgrundlaget reduceres.

Selve beregningen af moms efter § 30 er ligeledes ændret. Dette er sket for at tilpasse regelsættet til ”virkeligheden”, men betyder generelt at det i visse situationer bliver mindre gunstigt. Man går væk fra den faste regel, og i stedet skal bilforhandlere, jf. ovenfor, leasingvirksomheder og køreskoler beregne momsen på følgende måde:

  1. salg af bil, som indeholder registreringsafgift og som sælges til en pris, som er lavere end købsprisen – særlig formel

  2. salg af bil, som indeholder registreringsafgift, og som sælges med fortjeneste – moms beregnes som 20% af forskellen mellem salgspris og den betalte registreringsafgift ved køb

  3. udtagning af køretøj, som indeholder registreringsafgift, til privat brug – særlig formel

  4. Køretøjer, som ikke indeholder registreringsafgift – salg efter momslovens almindelige regler


Den særlige formel, når en bil sælges uden fortjeneste eller udtages til privat brug er defineret på følgende måde:

Salgsmoms beregnes som:

moms ved første indregistrering * salgsprisen
oprindelig købspris

Reglerne i § 30 er frivillige. En leasingvirksomhed m.fl. kan vælge at sælge køretøjet med fuld moms efter de almindelige regler. Dette er relevant hvis leasingvirksomhedens kunde har adgang til at fradrage momsbeløbet.

Kontakt os

Valby: +45 3345 1000 | Odense: +45 6613 0730 | Mail: info@bakertilly.dk

Var informationen nyttig?

Ja | Nej

Tak for din feedback