
Hvis du som virksomhedsejer overvejer at overdrage din virksomhed til næste generation, er der gode nyheder. Regeringen foreslår at nedsætte bo- og gaveafgiften fra 15 % til 10 % ved overdragelse af erhvervsvirksomheder som arv eller gave til nær familie. Det betyder, at det bliver billigere at sikre et generationsskifte inden for familien.
For at en virksomhed kan omfattes af de nye regler, skal mindst 50 % af virksomhedens indtægter og aktiver være erhvervsmæssige og ikke relatere sig til passiv kapitalanbringelse. Ifølge lovforslaget vil udlejning af fast ejendom ikke længere blive betragtet som passiv kapitalanbringelse (se mere i artiklen: https://www.bakertilly.dk/artikler/nye-praeciseringer-af-15pct-reglen).
Betingelser for at opnå den lavere afgiftssats
For at din virksomhed kan overdrages med den reducerede afgiftssats på 10 %, skal følgende betingelser være opfyldt:
Virksomheden skal have været ejet i mindst 1 år forud for overdragelsen.
Du eller en nærtstående skal have deltaget aktivt i driften eller ledelsen i mindst 1 år.
Den nye ejer skal opretholde ejerskabet i minimum 3 år efter overdragelsen.
Fra 2027 vil de lempelige regler også omfatte overdragelse mellem søskende.
Lovforslaget forventes at blive vedtaget uden de store ændringer, og modsat reglerne om kapitalanbringelse vil disse regler træde i kraft allerede fra 1. oktober 2024.
Skematisk værdiansættelse – en ny mulighed
Som virksomhedsejer får du med det nye lovforslag mulighed for at anvende en skematisk værdiansættelse ved generationsskifte. Metoden bygger videre på den eksisterende praksis og fastsætter virksomhedens værdi ud fra egenkapitalen plus en kapitaliseret merindtjening (tidligere goodwill).
De vigtigste ændringer i værdiansættelsesmodellen er:
Værdiansættelsen baseres nu på de seneste fem års resultater mod tidligere tre år.
Kapitaliseringsfaktorerne er standardiserede, hvilket fjerner et tidligere skønselement.
Som virksomhedsejer får du retskrav på at anvende denne metode, men kan også vælge en anden værdiansættelsesmodel, hvis det er mere fordelagtigt.
Skattestyrelsen kan kun tilsidesætte værdiansættelsen i helt særlige tilfælde, eksempelvis hvis der foreligger omstændigheder, der markant påvirker virksomhedens reelle værdi.
Hvad betyder det for dig?
Man har alene retskrav på at anvende metoden ved beregning af bo- og gaveafgift i forbindelse med generationsskifter og ikke til andre skatteopgørelser, fx avancebeskatning ved et salg. Derfor kan du som virksomhedsejer opleve, at din virksomhed værdisættes forskelligt afhængigt af den skattemæssige sammenhæng.
Derudover gælder metoden ikke for nystartede virksomheder, der ikke har haft salg i mindst tre år, eller virksomheder, der hovedsageligt ejer immaterielle aktiver, som endnu ikke har givet afkast.
Reglerne om retskrav på skematisk værdiansættelse forventes at træde i kraft med tilbagevirkende virkning fra 1. oktober 2024.
Næste skridt, kontakt os
Som virksomhedsejer kan det være en god ide at overveje, hvordan disse nye regler kan påvirke din langsigtede planlægning for generationsskifte. Kontakt os hos Baker Tilly for en vurdering af, hvordan du bedst drager fordel af de nye regler.