I en række forskellige skattesammenhænge er det vigtigt at kende en bils markedsværdi, og det har løbende været et diskussionspunkt, om aftalt scrapværdi ved udløb af en billeasingaftale fast kan lægges til grund som bilens værdi i handel og vandel.
Udfordringen består i, at førstegangsydelsen, løbende betalinger og scrapværdi ofte er forbundne kar for leasingselskabet– forhøjer man de første, bliver scrapværdien mindre. Samtidig er scrapværdien fastsat på forhånd, det vil sige længe før handlen.
En ny afgørelse fra Landsskatteretten slår fast, at blot fordi en leasingaftale fastslår en scrapværdi, som en bil kan sælges til efter leasingaftalens udløb, er dette ikke nødvendigvis udtryk for den markedspris, som der skattemæssigt skal lægges til grund.
I den pågældende sag havde en arbejdsgiver indgået en operationel leasingaftale over tre år, hvor scrapværdien ved aftalens udløb blev fastsat til 260.000 kr. Den medarbejder, A, der fik stillet bilen til rådighed som fri bil, indgik samtidig en optionsaftale om, at A’s eget selskab kunne købe bilen til scrapværdien ved leasingaftalens udløb i stedet for, at bilen blev leveret tilbage til leasingselskabet.
Herefter stillede A’s selskab bilen til rådighed, og diskussionen med Skattestyrelsen var, hvad værdi af fri bil skulle opgøres ud fra. Skattestyrelsen mente, at handelsværdien ved leasingperiodens udløb var ca. 510.000 kr. og beskattede A ud fra dette. A fastholdt, at der skulle ske beskatning ud fra den faktiske handelspris, som jo var 260.000 kr.
Landsskatteretten fastslog, at der var tale om usædvanlige aftaleforhold, og at handelsprisen afveg væsentligt fra de handelspriser for tilsvarende biler, der kunne dokumenteres via prisportaler – og fastholdt Skattestyrelsens afgørelse.
Sagen viser således, at selv om der i princippet er tale om en handelsaftale mellem uafhængige parter, kan en handelspris, der følger af en leasingaftales samlede prisstruktur, ikke uden videre altid lægges til grund som udtryk for bilens pris i handel og vandel - i hvert fald ikke når de involverede parter ikke har modstående interesser.